Robert Veselovsky og Frederik Rønnow står helt lige i kampen om at afløse Søren Jochumsen i Horsens-målet. Træner Johnny Mølby står foran en svær beslutning.

Det mangeårige førstemålmandsvalg i AC Horsens, Søren Jochumsen, har droslet karrieren ned, og derfor står unge Frederik Rønnow eller nyindkøbet Robert Veselovsky foran at skulle udfylde Jochumsens handsker i foråret. Hvem det bliver er endnu usikkert.

Træner Johnny Mølby har nemlig ikke truffet en beslutning, for kampen mellem de to er meget lige.

- Det er en virkelig åben målmandskamp, og de vil begge to få deres muligheder i træningskampene op til premieren. De er begge rigtig dygtige målmænd, men vi har mange kampe i foråret med Superliga og pokal-semifinalerne, så der kan bliver lidt til dem begge to, siger Johnny Mølby til tipsbladet.dk og indikerer, at ham der bliver fravalgt til Superligaen vil få klubbens pokalkampe.

Læs også: Jochumsen trist over sit farvel

Under alle omstændigheder træffer Johnny Mølby en beslutning inden premieren mod HB Køge den 4. marts, for det kommer ikke på tale at rotere målmændene i foråret, som man har set Alex Ferguson gøre det i Manchester United i store dele af denne sæson.

- Vi skal have truffet en beslutning, og den vil vi stå ved, siger Mølby.

19-årige Frederik Rønnow har stadig sin Superliga-debut tilgode, mens Robert Veselovksy har spillet otte Superliga-kampe for Viborg i sæsonen 2007/2008.

tipsbladet.dk