Fuldgyldige medlemmer af Hells Angels støtter ishockeyklubben i Kastrup, og en morddømt har virket som dørmand. Det bekymrer forældre.
Ishockeyklubben Ama'r Jets, der spiller i den næstbedste række, har flere forbindelser til den lokale afdeling af rockergruppen Hells Angels.
Den morddømte HA-rocker Michael Brokside er tæt på klubben, fordi hans børn har spillet der - og hans ene søn har samtidig HA-medlemmet og tatovøren Tim Cleff som trøjesponsor.
Michael Brokside er velkendt i lokalområdet, fordi han fik 16 års fængsel for mordet på Bandidosrockeren Uffe Larsen i 1996: Mordet og nedskydningen af fem andre rivaliserende rockere blev ikke bare startskuddet til den Store nordiske Rockerkrig, men også begået i lufthavnen tæt på Kastrup Skøjtehal.
I Kastrup er det ikke glemt, og Berlingske har talt med en far fra området, der har været bekymret for sin datters gang i klubben netop på grund af persongalleriet, men han ønsker dog ikke at stå frem.
Rockerne har da også været oppe at vende i klubbens ledelse.
Den nyvalgte bestyrelsesformand for amatørafdelingen i Ama'r Jets, Michael Tvede Andersen, kender godt til Michael Broksides tilknytning til klubben.
- Det kan godt passe, at han har stået i døren til en fest, og han har også tidligere været holdleder hernede. Men det er før min tid, og det er faktisk tre-fire måneder siden, vi overhovedet har set ham, siger Michael Tvede Andersen og understreger, at rockerne i gensidig forståelse med klubben ikke møder op med rygmærker.
I et par tilfælde har der dog været en mindre gruppe med Michael Brokside for at passe på sønnen.
- Sagen har været drøftet i bestyrelsen, og overvejelserne har især gået på, om andre børn bliver påført en risiko i en situation, hvor der kører en bandekonflikt, siger han.
Mens Broksides tilknytning til Amager Ishockeyklub er af mere uformel karakter og skyldes familierelationen, er Tim Cleffs sponsorat et klart eksempel på støtte fra en rocker til eliteafdelingen i den lokale sportsklub.
Gennem tatovørsalonen DownUnder Tattoo på Amagerbrogade, som Tim Cleff ejer personligt, er han trøjesponsor for Michael Broksides ene søn.
Lederen af selskabet bag førsteholdet forklarer dog, at der er tale om et helt nyt sponsorat til under 3.000 kr., og at han ikke var klar over rockerforbindelsen.
I sidste uge fortalte Berlingske Business om Rødovre Mighty Bulls, hvor den lokale præsident for HA, Per Koba, i flere år har sponsoreret den professionelle ishockeyklub gennem sit personligt ejede byggefirma, PK Byg.
Ledelsen i Rødovre er fuldt ud klar over, at de bliver støttet af et rockerfirma - endda med adresse i HA-borgen i Ishøj - men kan ikke se noget problem i det. Det afgørende er ifølge direktøren, at myndighederne ikke har advaret mod engagementet, og at sponsorpengene bliver betalt til tiden.






















