Helten fra kampen mod Finland, målmand Frederik Andersen, får en fridag.
Det handler om at træffe de rigtige beslutninger. Trænerteamet gjorde det mod Finland og valgte Frederik Andersen. Og nu krydser Per Bäckman & co. fingre for, at de har gjort det rigtige igen.
Valget som målmand mandag eftermiddag mod USA faldt på Patrick Galbraith.
- Patrick har haft en fantastisk sæson i Björklöven, og det er vigtigt at holde to målmænd varme, siger Per Bäckman.
- Nu skal man også tænke på, at det ikke kun er én kamp, men en hel VM-turnering med mindst seks kampe, vi har fokus på.
Med en fridag får Frederik Andersen, den unge helt i kampen mod Finland, et fysisk og mentalt break, som utvivlsomt vil være sundt.
Og Patrick Galbraith får med Bäckmans tillidserklæring dét skud selvtillid, han har brug for efter den skrækkelige aften i Ängelholm, hvor han slap ti pucke ind mod Tre Kronor og påtog sig ansvaret for tre-fire af dem.
Morten Green er fit for fight efter sin knæskade og er tilbage mod USA.
- Det var dristigt at spille med kun tre centerspillere mod Finland (Frans Nielsen, Peter Regin og Thor Dresler, red.). Nu har vi fire. Det optimale tal, siger Per Bäckman.







