Rødovre-backen i bedring efter sæsonen mest dramatiske uheld i AL-Bank Ligaen.
Det går langsomt, men støt fremad for Rødovre Mighty Bulls’ 18-årige landsholdsspiller, Jesper Jensen. I næste uge håber han at kunne tage de første skridt på isen efter sæsonens mest dramatiske uheld i AL-Bank Ligaen.
- Jeg har været ude at gå en tur og skåret ned på hovedpine-tabletterne. Jeg føler, at jeg trods alt har været heldig, siger backtalentet, som 2. marts i grundseriens sidste kamp i Rødovre Skøjte Arena mod Hvidovre Ligahockey blev tacklet hårdt i banden og indlagt med en blødning i hjernen, svær hjernerystelse og to flænger i nakken.
Fortsætter fremgangen, og er hovedpinen væk, vil han være blandt tilskuerne, når Frederikshavn White Hawks kommer til Rødovre igen lørdag aften til den fjerde kamp i playoff-serien.
- Måske kan jeg spille de sidste kampe i semifinalen, hvis Mighty Bulls når så langt. Det kommer an på, hvordan jeg selv føler det, siger han.








