Brandon Jacobs har takket ja til en ny fireårig aftale med New York Giants.
Vinderne af Super Bowl i 2008, New York Giants, kan ånde lettet op.
Eli Mannings tropper sikrede sent onsdag aften dansk tid, at holdet fortsat råder over et giftigt løbeangreb, da Giants nåede til enighed med 26-årige Brandon Jacobs om en ny fireårig aftale.
Der var ellers spekuleret i, om Jacobs som kontraktfri ville teste markedet, når det såkaldte free agency åbner fredag. Men bulldozeren valgte altså at takke ja til tilbuddet fra New York Giants i stedet.
Jacobs kommer dog næppe heller til at lide nød, da aftalen frem til 2012 har en værdi af 25 millioner dollar, eller ca. 150 millioner kroner.
- Jeg troede fuld og fast på, at vi ville blive enige. Jeg var aldrig i panik, siger han i en pressemeddelelse fra holdet.
- Jeg vidste, at jeg skulle blive her. Jeg har en enorm selvtillid, og jeg er her. Det er jeg glad for, fortsatte Jacobs.
I den forgangne sæson sørgede Jacobs for 1089 yards for New Yorker-mandskabet og 15 touchdowns, selv om han sad ude i tre kampe på grund af en knæskade.
Brandon Jacobs har fire sæsoner på bagen i NFL, alle for New York Giants.







