Danmark klar til semifinalen mod Østrig efter 3-0 sejr over Tjekkiet
- Vi er mindst lige så gode, som da vi vandt EM-guld for fire år siden i Århus. Michael Maze har aldrig været bedre, og Finn Tugwell og Martin Monrad er tæt på deres maksimum, lyder det fra sportschef Peter Sartz efter Danmarks 3-0 sejr over Tjekkiet i EM-kvartfinalen i aftes i Stuttgart.
Michael Maze startede dårligt mod Dmitrij Prokopcov, kom bagud 0-2, men tog de næste tre sæt i rap og bragte Danmark på 1-0. Finn Tugwell vandt derefter karrierens første sejr over veteranen Petr Korbel 3-1, mens Martin Monrad slog Josef Simoncik i en gyser med 11-9 i afgørende.
- Finn har succes med sit hurtige spil og spillede helt fantastisk mod Korbel, og Martin har vist stor stabilitet, siger Peter Sartz.
Modstanderne i semifinalen bliver Østrig, som Danmark slog i finalen i 2005. Østrigerne eliminerede i aftes Hviderusland 3-1. Eks-verdensmesteren Werner Schlager slog overraskende Vladimir Samsonov 3-0.
- Østrigerne har tre gode individualister, men jeg mener ikke, deres hold er så godt som i Århus. Det bliver en meget åben semifinale, vurderer Peter Sartz.
Det er tredje gang, de danske herrer vinder medalje i EM. Første gang var for ni år siden i Bremen, hvor det blev til bronze.







