Herning Blue Fox gik fra 0-3 til 6-3 på 40 minutters drømmespil mod AaB.
Afskriv aldrig Herning Blue Fox. Uanset hvad der står på tavlen.
Fredag aften vendte det unge og gnistrende talentfulde Herning-hold 0-3 til en sensationel sejr på 6-3 og kvitterede til 1-1 i en semifinaleserie, som er helt åben.
Det var Blue Fox’ første sejr i otte kampe mod AaB i denne sæson og kan blive et vendepunkt.
- Vi burde vide, at Herning aldrig giver op. Så rutinerede vi er, bør det her ikke kunne ske. Vi tog for arrogant på tingene. Det var dyre lærepenge, lød AaB-forwarden Bo Nordbys rammende kommentar til TV 2 Sport efter kampen.
Efter de første 20 minutter fristedes man til at skrive: - Pas på, Mario.
AaBs sprudlende opvisning var et klart signal fra cheftræner Karsten Arvidsen til kollegaen i Sønderjyske, Mario Simioni. 2-0 føringen på mål af Tobias Kisum og Rasmus Pander var endda i underkanten. Og blot 20 sekunder inde i 2. periode øgede den tidligere Herning-spiller Lasse S. Lassen på en retur på et skud fra Bo Nordby.
Men sprang nordjyderne op som løver, faldt de ned som lam og var helt væk i resten af kampen.
Måske er det i sidste ende slet ikke AaB, men Herning Blue Fox, Mario Simioni har mest grund til at frygte i et titelforsvar.
Lige så passive uldjyderne var i starten, lige så hurtige og aggressive var de efter pausen, hvor AaB lavede fejlene.
Thomas Spelling udnyttede en fatal fejl af Daniel Madsen og satte Blue Fox i gang, og fra dét sekund ejede de snu ræve kampen.
Daniel Nielsen reducerede til 2-3, og to mål af Lasse Sandgaard, matchvinderen i den sidste kvartfinale i Esbjerg, gav AaB knækket.
Tendensen fortsatte i de sidste 20 minutter, hvor det 17-årige stortalent Nicklas Jensen og Anders Overmark (i tomt mål) slog de sidste to søm i kisten.
Efter det enlige mål i den første kamp i Aalborg havde man ventet i ny taktisk og målfattig affære, men årets playoff har det med at overraske.
AL-Bank Ligaen, semifinale, 2. kamp
Herning Blue Fox-AaB Ishockey 6-3
Periodecifre: 0-2, 4-1, 2-0
Stillingen 1-1 i bedst-af-syv serien







