Dansk Professionelt Bokseforbunds bestyrelse har nu besluttet at anke Mads Larsens frikendelse i dopingsag.
Bestyrelsen i Dansk Professionelt Bokseforbund (DPBF) besluttede på et møde torsdag aften, at den anker afgørelsen fra DPBF's egen sportskomité, der nøjedes med en bøde og en løftet pegefinger over for bokseren Mads Larsen i en dopingsag. Det skriver ritzau.
- Bestyrelsen har gennemgået såvel præmisserne som selve dommen og mener, at der er begået flere fejl. Blandt andet er dommen afsagt i henhold til DPBF's sportsregulativ og ikke i henhold til WADA's (det internationale antidopingagentur, red.) kodeks, hvilket vi er forpligtet til i henhold til vores aftale med Anti Doping Danmark, skriver formand Jesper D. Jensen i en pressemeddelelse.
Bestyrelsen vil nu ifølge ritzau udarbejde en anke, der skal behandles af et appeludvalg, som bliver nedsat i henhold til DPBF's egne love.







