Det var dansk badminton-historie, som Kamilla Rytter Juhl og Thomas Laybourn skrev, da de i august i den indiske by Hyderabad blev verdensmestre i mixeddouble med finalesejr på 21-13, 21-17 over indoneserne Liliyana Natsir og Nova Widianto
Ikke siden 2003, da Jonas Rasmussen og Lars Paaske sikrede sig fjerbold-idrættens fornemste titel i herredouble, havde danskere sneget sig øverst på sejrspodiet ved et VM.
- Det var en drøm, der gik i opfyldelse,« siger Kamilla Rytter Juhl.
Og Thomas Laybourn supplerer:
- Men skal jeg være helt ærligt troede jeg - indtil i sommer - aldrig rigtigt på, at jeg nogensinde ville ryge helt til tops. Der var jo alle de der ’uovervindelige’ asister, vi skulle have skovlen under...«
Skræk-lodtrækning
Troen på succes dykkede kraftigt, da den syvendede-seedede danskerduo erfarede lodtrækningen. Sværere kunne den ganske enkelt ikke blive. Men én efter én fejede Kamilla Rytter Juhl og Thomas Laybourn modstanderne af banen.
I kvartfinalen overlevede de eksempelvis to matchbolde mod de kinesiske verdensrangliste-ettere Zheng Bo og Man Jin.
Dramaet var dog endnu større i semifinalen mod Sydkoreas regerende olympiske mestre, Lee Hyo Jung og Lee Yong Dae, der vandt første sæt og førte 10-8 i andet, da Kamilla Rytter Juhl fik et svimmelanfald.
- Mine øjne sejlede og jeg overvejede at tilkalde stævnelægen. Thomas mente dog, at vi bare skulle spille videre. Men i stedet for at fortsætte i samme tempo som hidtil, gik vi en kadence ned. Det rystede koreanerne. De blev totalt rådvilde. Hvorefter vi uden større problemer kunne tage sejren i tre sæt, siger Kamilla Rytter Juhl.
De danske problemer fortsatte op til finalen, hvor maveonde var ved at slå benene væk under dem.
- Men også i denne kamp bevarede vi det kølige overblik. Vi holdt vore indbyrdes aftaler. Og rent faktisk viste finalen sig at blive den nemmeste opgave på vejen mod guldet. Vi sad jo fra start til slut totalt på de regerende indonesiske verdensmestre, siger Thomas Laybourn, der husker timerne efter guld-triumfen som meget hektiske.
- Der skete rigtigt meget omkring os. Først da vi kom ind i flyveren fik vi klap på skulderen af vore danske landsholdskammerater. Og da vi kom hjem til Danmark, blev vi hyldet i lufthavnen af familie og venner. Det var kæmpe stort, siger Thomas Laybourn.
