Efter fire VM-titler vender Anne Lolk kajakken og går i land. Begrundelsen er den mest naturlige, der findes - men det er alligevel sjældent, den formuleres højt og tydeligt: Hun vil leve livet.

Sidste weekend satte Anne Lolk Thomsen sig til tasterne for at skrive en mail til formanden for Gladsaxe Kano og Kajakklub.

- Kære Søren. Det er på mange måder svært for mig at skrive dig denne mail, for det gør ondt!, lyder den første linje.

Her ville de fleste nok vælge at køre i sproglig tomgang.

Et par linjers almindeligheder, for at sløre de skarpe kanter i et ubehageligt budskab.

Men sådan tænker man ikke, når man har levet 15 år i en eliteboble, hvor hvert kvarter i løbet af dagen og hver kalorie i kosten er en del af en større plan. Så er der ikke plads til nonsens.

- Jeg har efter denne sæson besluttet at indstille min aktive kajakkarriere, står der.

Dermed blev Danmark en verdensmester fattigere.

Historien om Anne Lolk er ikke historien om endnu en topatlet, der må opgive kampen mod gigtplagede lemmer. Tvært imod er hun en kvinde i sin bedste alder, på toppen af sin fysiske ydeevne og med motivationen i behold.

Historien om Anne Lolk er historien om verdensmesteren, der vender kajakken, fordi hun vil leve livet, mens hun kan.

- Jeg har ingen skader, er ikke slidt, har udviklet astma eller dårlige skuldre eller ryg. Beslutningen er min egen, jeg er ikke tvunget til det på grund af skader. Nu har jeg også en del af tyverne tilbage. Der er nogle ting, der skal prøves af, fordi det ikke er blevet prøvet af endnu, forklarer den 26-årige fynbo.

Beslutningen om at stoppe er resultatet af to parallelle veje, der nu mødes og fletter sammen til en handling.

For det første, er der ingen oplagte makkerskaber i sigte lige nu, så det er ikke realistisk at gå efter OL. For det andet er hun stadig ung.

- Skal jeg investere to-tre år af mit liv på at jage noget, der dybest set er urealistisk. I stedet for at glæde mig over, at jeg har fået de bedste resultater overhovedet fire år i træk, spørger hun, uden at vente på svar.

Anne Lolks sportskarriere har ikke ryddet mange forsider.

En skæbne hun deler med stort set alle atleter, der ikke spiller fodbold, håndbold eller tennis.

Men indenfor kano-og kajaksporten er hun stor, og den blonde dansker er globalt anerkendt som en af de sejeste tøser, når det gælder om at flå en kajak igennem 25 km flodvand. Fire gange har hun vundet VM i kajakmaraton, og da hun snusede til 1.000 meter-distancen, blev det til EM-sølv og bronze plus en World Cup-sejr - desværre uden at få den eftertragtede billet til Beijing.

Den seneste guldmedalje vandt hun i september i selskab med Henriette E. Hansen.

Men nu er det nok.

- Der er ingen tvivl om, at det er mit livs sværeste beslutning, forklarer Anne Lolk .

- Det har taget tid at nå dertil, hvor jeg kan sige, jeg stopper. Lige nu er det en større udfordring at stoppe og gå i gang med et nyt liv, end det ville være at fortsætte med det, jeg kender, siger hun.

Anne Lolk rører ikke sin varme hyldeblomstsaft de første to tredjedele af interviewet.

I stedet taler hun højt og tydeligt for at sikre, at båndoptageren fanger essensen af ordene.

- Jeg kunne måske godt vinde VM femte, sjette eller tiende gang. Men det er én dag om året. Jeg har bevist, at jeg er den bedste. Nu har jeg lyst til at opleve, hvordan det er at se mine veninder, se min familie, som jeg har nedprioriteret de sidste mange år, se mine fætre og kusiner vokse op og se mine veninders børn. Alle de her ting, som jeg har brug for, fordi jeg er et menneske og et socialt væsen, forklarer hun, og rammer samtidig sagens kerne.

- Folk synes, det er imponerende, hvad jeg har lavet. Men jeg afskærer også mig selv fra en masse ting, som almindelige mennesker oplever. Det ser folk ikke. De ser kun sejrene og medaljerne. Nu vil jeg have lov at trække en streg i sandet og sige, at jeg har udlevet min drøm.

Nu glæder hun sig til at leve et liv, der ikke er dikteret af en træningsplan.

- Jeg har aldrig kunnet forsvare overfor mig selv at springe et træningspas over. Nu kan jeg gøre, hvad jeg vil. Jeg fortryder ikke, jeg har levet på den måde. Det var det rigtige, føler jeg. Men nu er det en frihed, at jeg ikke skal.

En frihed der gør, at Anne Lolk kan åbne for andre låger i livets julekalender.

- Jeg vil gerne have en familie og have børn. Ikke først som 35-årig. Jeg vil ikke have børn og fortsætte en elitekarriere, for det er et enormt egoistisk projekt. Mine børn skal ikke have en elitemor, der ikke kan være der hundrede procent for dem.

Men det ligger alt sammen et ukendt stykke ude i fremtiden. Indtil videre er det eneste produkt af hendes nye liv den mail, hun sendte til Gladsaxe Kano og Kajakklub.

- Afskeden er ikke helt definitiv, skriver hun.

- Jeg har dog brug for lidt tid til at finde mig selv i det her nye liv. Jeg lover at sige til, når jeg føler overskud til være den, der står på bredden, så jeg også her kan være til stede, og levere en 100 pct. indsats, som jeg har gjort, mens jeg var aktiv.

Hyldeblomsten er drukket.

Anne Lolk summer sine 15 år op med et slogan, som blev for svulstigt selv for Danske Bank. Men i hendes tilfælde passer det.

- Jeg kan sige, at jeg har gjort det, jeg var bedst til.