Holdejer Jim Irsay og general manager Ryan Grigson har fundet Indianapolis Colts' nye head coach. Onsdag har holdet offentliggjort Chuck Pagano som ny mand ved roret.
Onsdag pegede Indianapolis Colts officielt på deres nye head coach. Chuck Pagano overtager styrepinden hos Colts, hvor han erstatter nyligt fyrede Jim Caldwell efter en 2-14 sæson. Pagano har siden 2008 været hos Baltimore Ravens, hvor han i 2011 var defensive coordinator.
51-årige Chuck Pagano har før sin Ravens-tid været hos Cleveland Browns og Oakland Raiders i NFL - hvor han begge steder var defensive backs coach, ligesom han startede med at være det hos Ravens - mens han har været hos store skoler som Miami og North Carolina i college-regi.
Pagano afløste før 2011-sæsonen Greg Mattison som defensive coordinator. Baltimore Ravens tillod tredje færrest yards i NFL den forgangne sæson. Indianapolis Colts interviewede Chuck Pagano tirsdag efter Ravens' smalle 20-23 nederlag til Patriots i AFC-finalen.
Indianapolis Colts står overfor en række ændringer i 2012. Først røg Bill Polian og hans søn Chris Polian ud, henholdsvis som vice president of football operations og general manager. Ryan Grigson blev udpeget som ny general manager, og kort tid efter blev Jim Caldwell fyret sammen med store dele af trænerstaben.
Mest opsigtsvækkende er dog nok Colts' quarterback-situation, hvor flere forventer, at Peyton Mannings tid i Indianapolis er slut. Manning skal have udbetalt en bonus på 28 millioner dollars i marts, såfremt Colts ønsker at beholde ham. Dét efter en sæson hvor Manning ikke spillede én eneste down pga. en skade og efterfølgende operation i nakken. Colts forventes at vælge Stanford-quarterback Andrew Luck som den første spiller i den kommende draft.
Chuck Pagano er den fjerde Ravens defensive coordinator til at få et head coach-job i NFL. Marvin Lewis, Mike Nolan og Rex Ryan har alle taget samme spring tidligere.







